Lov mod mobning - eller lov om respekt

[Jørg]

Undervisningsministeren vil lovgive om mobning, lyder det i medierne.
Hvis der i stedet blev fokuseret bl. a. lidt mere på emnet "respekt for det andet menneske" var det ikke nødvendigt at skulle lovgive om mobning.
Når børn mobber er det fordi de ønsker at afprøve denne mulighed i leg.
Når voksne mobber er det fordi ????
Når erhvervsledere mobber er det fordi de ikke er deres opgave voksen.

Respekt - respekt - og nok en gang respekt for det andet menneske - når det først eksisterer fjernes behovet for mobning.

Hvis respekten eksisterede var der ingen Saltholmslager.

Hvis respekten eksisterede var der ingen menneskehandel

Hvis respekten eksisterede var der ingen mobning

Hvis respekten eksisterede var der sikker heller ikke nogen grund til at have nogen i fængsel (med forlov - grov antagelse)

Hvorfor så ikke være forgangsland og etabler respekt som et af hjørnestenene for den civiliserede verden?

[bdt]

Jeg er af den mening at der i folkeskolen er sat en "udvikling" i gang der fjerner selvværd og virker psykisk belastende på børn i dag.
Børn i dag gøres til marketingsagenter for sig selv. Pædagoger sætter, ganske uvidende om psykiske konsekvenser, børn i en psykisk djævlekreds om sig selv. Det skal forstås således at børnene selvevaluerer sig selv - "nå hvordan synes du selv det går Peter".
Jeg synes på baggrund af dette kan det det ikke undre at der er så stor stigning i psykiske sygdomme der vender problemet indad. F.eks. bare den ret store mængde af børn i 9. der skære i sig selv.
Når jeg mener at pædagoger er relativt uvidende, mener jeg at det der iværksættes er psykologiske metoder som pædagoger ikke er udannet til at afveje konsekvenserne af.
Men der er så meget i vores samfund der bliver introduceret som operation "morgenvind" specielt også helt ind i Erhverslivet. Der finder man ledere, der i deres ufattelige uforstand synes at de skal yde psykisk assistance til deres medarbejdere hvis konen eller manden har forladt dem.
Jeg vil hellere tilbage til dengang hvor man kunne sige rent ud - jeg er utilfreds med den måde du opfører dig på. Det kan man da forholde sig til.

[Jørg]

Du har så evigt ret, kære Benny, og det er også derfor at jeg mener, at folkeskolen skal ændres således at
1. Eleverne bibeholder hhv. udvikler deres selvværd
2. Eleverne bibeholder hhv. udvikler skepsis
Da jeg har lært (bl. a.) om disse for efterhånden mange år siden, har jeg også bibragt min søn dette, og du kan tro: jeg kan se forskel (ikke kun fordi det er MIN søn) i den måde, han betragter tingene og andre mennesker på.

Den direkte tale, du eksemplificerer, er gået fløjten da man indførte talemåder såsom "vi er mange der synes" - det individuelle er væk, og den enkelte flygter ind i de anonymes masser. At han dermed fjerner sig fra den tilstand, hvor man bør have respekt for ham, ænser han ikke - jf. dine ord om selvværd.

Så: hvordan får vi etableret respekten igen???

[bdt]

Jeg ved ikke om respekt forstås rigtigt eller kan misforstås taget i den betydning du her fremhæver formoder jeg ærbødighed eller agtelse.

Jeg har en delvis formodning om at despekt (modsat respekt) er arveligt af miljøet, dvs. fra forældre og samfund. Jeg vil ikke helt afvise, at det kan være en medfødt karakterbrist som jeg i min naive tro mener kan helbredes. Helbredes er indforstået at det ikke har noget at gøre med 'at sætte sig i respekt'.

Jeg har været til forældremøder/fester på skolen hvor det pludseligt blev mig lysende klart hvoraf mobning vokser frem.

Når jeg tror på helbredelse så er det fordi jeg i mine drengeår fik en lektie af min far som jeg aldrig glemmer.
Historien er den, at der kom en vagabond/fulderik i vores gade og det blev bemærket af flere af os børn. Vi gik straks i gang med at mobbe det stakkels menneske og jeg var allerværst for jeg fik tilsidst gjort stodderen så gal, jubii, at han løb efter mig - han var jo ikke særlig sikker på benene men jeg havde egentlig ikke troet at han ville forfølge mig helt hjem til vores dør, men det gjorde han. Jeg tænkte at der var han da godt dum, fordi min far netop var sådan en der kunne 'sætte dig i respekt'.
Vagabonden bankede ovenikøbet på døren og da min far lukkede op, stod jeg lige bag ved og rakte tunge og sagde na na na naaa.
Vagabonden forklarede så at han var blevet drillet af mig, jeg kan ikke huske svar min far svarede ham, men jeg kan huske hvad min far sagde til mig efter han lukkede døren.
At jeg skulle aldrig understå mig i, på nogen som helst måde, nogensinde igen, at behandle et andet menneske sådan og da slet ikke et menneske der var i ulykkelige omstændigheder.
Jeg tror aldrig mine ører har været så røde at flovhed. På en eller anden måde tror jeg, naivt igen måske, at den sandhed som min far fremstillede for mig findes i os alle, vi har bare lige brug for at se det praktiseret.

[Birgit Tjalve]

Børn, der mobber, savner forbilleder. som vi også skriver om under vores politiske program i VisionsPartiet vedr. Børn og Unge og Skolen.

Der er nogle vigtige ting, vi må give børn, for at de vågner op.

Hvis vi viser børn interesse =(kærlighed) vokser de på alle områder i
bevidsthed om sig selv og om andre. Dette handler, som der også bliver skrevet om i et af indlægggene, om Individualitet. Her handler det også om individuel behandling og interesse for det enkelte menneske, her barnet.

Som lærer og Skoleleder har jeg praktiseret dette i mange år.

.Jeg husker, da jeg engang fik en klasse, hvor der var mange lidt vilde
drenge, var der straks nogle andre lærere, der ville give dem "emblemer", som at her var der vist nogle ballademagere.

Men deres dom blev gjort til skamme. For ved hjælp af interesse og lytten og modtagelse på en venlig måde, blev disse drenge synlige på
en dejlig måde, med en kærlig intelligens, der løftede klassen, også fordi
jeg bla. praktiserede indianernes metode i klassens time, med at sidde i rundkreds og lade alle få taletid, ved at give accept til, at man kunne blive vred og fortælle om vores vrede, så man ikke skammede sig over den. Jeg fik den skønneste klasse ud af disse børn. Jeg ved det er interesse og samarbejde med børn, der løser problemerne og ikke skælden og smelden. Vi må prøve at tage børn, hvor de er, og i den grad få det bedste ud af dem, da mobber de ikke eller ødelægger det for andre.
En af mine gamle elever er Johnatan Løw, som var en af kandidaterne sidste år som Årets Østjyde. Jeg er helt sikke på, at vi fremmer de bedste egenskaber i børn ved hjælp af respekt for dem, som individuelle individer, og samtidig gør det, vi taler om selv. Som lærer kan man også
med respekt blive vred på elever, som ikke respektere andre, da de altid fatter en vrede fra hjertet, men ophidses af en vrede fra solarplexus. Selvfølgelig kunne jeg fortælle mange flere ting, men vi finder meget om det i Visionspartiets program.
Birgit tjalve

[bdt]

Kære Birgit.
Jeg formoder at når du nævner vreden fra solarplexus, taler vi om voksne der i et splitsekund befinder sig i en tilstand, hvor de overmandes af deres følelser.
Når jeg mener at et menneske specielt yngre påvirkes af omgivelser, her rollemodeller, mener jeg også at der er en arvelighed i den. Ikke genetisk arvelighed, men en adfærd som vi lærer af vore forældre og giver videre til vore børn.
Nogle af disse nedarvninger, tror jeg, ligger sig tæt ind i mennesket og opdages måske først rigtigt når de selv bliver forælder eller på anden måde kommer i nærkontakt med børn.
De opdages på en særledes ubehagelig måde af en forælder, der oplever en situation hvor de forløb sig, overreagerede. De vil klart stå med en fornemmelse at de blev overmandet af noget inden i dem.

Der er selvfølgelig også arvelighed i huskeråd, talemåder etc. der giver så at sige autoresponse fra voksne og jeg tror ikke man skal se bort fra at det kan ske helt uden tankemæssig virksomhed.

Jeg mener at overleveringen i opdragelsen eksisterer helt tilbage fra kong Salomons tid, og det er ikke alle vaner der er blevet overvejet af hverken forælder eller den pædagogiske lærdom.

Alene bare ordet 'opdrage' betyder at opdrage til lydighed. Det er jo heller ikke mange år siden at revselse af børn blev forbudt. Jeg græmmes hver gang jeg kommer i kontakt med det ord, hvorfor kan vi ikke lave et nyt ord som opgro.

Det er jo ikke alle rollemodeler som børn tager til sig som jeg vil anerkende som entydig positive modeller.

De ting som du, Birgit, har tilegnet dig i dyb refleksion over opdragelse, og jeg ved at du har meget mere at øse af, er så vigtigt hvis ikke det allervigtigste, at få bevidstgjort i overalt i vores samfund.
Jeg er så glad for at få det frem, fordi i forhold til respekt, som jeg mener fejlagtigt antages normalt for noget der skal tillæres (bankes ind), kan respekt i virkeligheden kun opelskes. Jeg ved godt, at pædagoger gør det i bedste mening når de skælder et barn ud i børnehaven, fordi barnet ikke af sig selv trøstede et andet barn der lige havde slået sig. Lærdommen i det er for mig set i børnehøjde, at børnene gør det kun når der er voksne tilstede. Hvad er det for en lærdom, at omsorg og empati for andre mennesker skal ydes når det bliver bemærket?

Jeg mener at vejen fremad for os der er tynget af en negativ arv, er at lære og se fremad, bare 10 meter. F.eks. var det normalen for bare 30 år siden, at børn blev slået over fingrene når de pillede ved noget de ikke skulle pille ved. Det er så gradvist bevæget sig over i at god fornuft, er at om muligt flytte de ting barnet ikke skal have fingrene i uden for rækkevide. Det tror jeg gerne jeg vil tilskrive pædagogikens fremdrift, det skal ikke forstås at jeg mener pædagogikken repræsenterer den gamle negative arv, men kun at der stadig nogle få dogmatiske holdninger i den at gøre op med.

Jeg er helt enig i Jørg's vision i at respekt overfor mennesker, dyr, ja alt er løsningen mod alle menneskelige fortrædeligheder. Men den bør opelskes.