Den Store Danske
http://denstoredanske.dk forklarer følgende om arbejdsmarkedspension:
”Pensionsordning, der etableres som led i et ansættelsesforhold — oftest i henhold til lovgivning eller kollektiv overenskomst. Tjenestemandspension, ATP, firmapensionsordninger, der omfatter ansatte med fælles arbejdsplads, og tværgående pensionsordninger, der omfatter lønmodtagere med samme uddannelsesmæssige eller faglige baggrund, men med forskellige ansættelsessteder, er eksempler på sådanne ordninger.
I modsætning til sociale pensioner som fx folkepensionen, der tilfalder alle statsborgere og betales over skatterne, omfatter arbejdsmarkedspensionsordningerne kun personer, der i løbet af deres år som ansatte har finansieret egen pension, dels ved arbejdsgiverbidrag, dels ved egne bidrag.
Arbejdsmarkedspensionen adskiller sig således også fra privattegnede pensionsordninger, der ikke er etableret som led i et ansættelsesforhold.
Bortset fra tjenestemandspensionen er ordningerne organiseret gennem pensionskasser, livs- og pensionsforsikringsselskaber eller gennem pengeinstitutter.
Historisk har arbejdsmarkedspensionen sine rødder i den tyske invaliditets- og alderdomsforsikringslov fra 1889, og en sådan alderdomsforsørgelse baseret på en forudgående arbejdsmarkedstilknytning har siden været dominerende i de fleste vesteuropæiske lande, Danmark og de øvrige nordiske lande undtaget. Her er princippet om folkepension til alle fremherskende.
Hverken i Norden eller i det øvrige Europa benyttes modellerne rent.
I Danmark har udbredelsen af disse ordninger været i stærk vækst fra omkring 1960, da en række pensionskasser for specielt højtlønnede funktionærgrupper blev etableret. Ved fornyelsen af overenskomsterne på LO/DA-området i foråret 1991 aftaltes at oprette en række arbejdsmarkedspensionsordninger for lønmodtagere på den del af arbejdsmarkedet, hvor der arbejdes manuelt.
Omkring år 2000 er stort set hele det overenskomstdækkede arbejdsmarked omfattet af en arbejdsmarkedspension. Arbejdsmarkedspensioner er hovedsagelig organiseret i tværgående pensionskasser eller i "arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsselskaber", der som kunder alene har medlemmerne af den eller de omfattede overenskomster. Ydelsessammensætningen i en arbejdsmarkedspension er ofte standardiseret for alle forsikrede og består som regel af et antal obligatoriske, kollektive grunddækninger ved død og invaliditet og en ydelse ved pensionering.”
Umiddelbart lyder det da ikke så farligt?
Hvis man ikke kan lide arbejdmarkedspensionsordningen, hvem, eller hvad, skal så forsørge os, når vi, måske trætte efter et langt og måske slidsomt arbejdsliv ønsker at trække os tilbage fra arbejdsmarkedet? Skal det være forbudt at nyde sit otium?
Handler dette her om at kassedamen ikke kan forvente den samme pension som direktøren? Dette kunne man måske se et problem i. Men er der andre problemer med denne ordning?
Kim Garlin