Fremtiden i vore hænder

Fremtiden i vore hænder

Indlægaf eth » 07. sep 2011 11:09

Fremtiden i vore hænder

Som de fleste andre bliver jeg ulykkelig, når jeg via medierne får kendskab til sultkatastrofen i Afrika. Hvad kan jeg gøre? Hvad er årsagen til, at katastrofen bliver så omfattende? Klimaforandringer er vel medvirkende. Men også for mange år tilbage, hvor vi ikke talte om klimaforandringer, så vi disse forfærdelige vilkår, som vore medmennesker må leve under.

Jeg har netop læst/genlæst bogen ”Fremtiden i vore hænder”, skrevet af nordmanden Erik Dammann.

Undertitlen er ”Hvad kan vi gøre for at styre udviklingen mod en bedre verden?”. Bogen er udgivet for over 30 år siden, men beskriver netop den samme situation, som vi oplever igen og igen. At de humanitære organisationer opfordrer os til at give vort bidrag for at formindske nøden for de mange af vore medmennesker, der oplever kroniske katastrofesituationer.

Det er tankevækkende, at der netop kun er tale om at formindske den akutte nød. Måske kan man sammenligne det med at smertebehandle en sygdom, uden at finde frem til årsagen til sygdommen.

Det er selvfølgelig godt, at vort sundhedspersonale kan afhjælpe smerter, og på samme måde er det godt, at næstekærlige mennesker udfører humanitært arbejde for at afhjælpe den værste nød, så jeg mener bestemt, at vi skal støtte de humanitære organisationer.

Verdenssamfundet er angiveligt igennem nogle år blevet advaret om den nuværende katastrofe, men intet er blevet gjort for at afværge eller imødegå den.

Og hvad kan jeg som enkeltperson stille op, udover at give et bidrag til nødhjælpen?

Jeg har ikke læst særlig meget verdenshistorie, og jeg må indrømme, at først da jeg læste Erik Dammanns bog gik det virkelig op for mig, at der er mange årsager til de store forskelle i fordelingen af verdens rigdomme.

Vi lever her i Norden i et ”smørhul”, og vi kan slet ikke forstå den situation, som en meget stor del af verdens befolkning er i. En stor del af verdens befolkning kan ikke spise sig mætte og har heller ikke mulighed for at beskytte sig mod vejret.

For at prøve at se nogle af årsagerne til menneskehedens meget forskellige levevilkår, skal vi langt tilbage i verdenshistorien. I de andre verdensdele eksisterede højtudviklede kulturer og samfund, før de kristne erobrere greb forstyrrende ind, drevet af deres guldtørst. Det er nok nyt for mange, at hele denne verden uden for Europa ikke hører med til vores verdenshistorie. Ikke blot har vi europæere undertrykt vore medmennesker i andre verdensdele, vi har også undertrykt vor viden om det og gjort os umage for at omfortolke disse overgreb som en civilisatorisk indsats. I bogen beskrives, hvordan vore forfædre har udbyttet lande i Afrika, Latinamerika og Asien. Lande, som i tidligere tider har haft højt udviklede kulturer. De er gået til grunde, blandt andet på grund af plyndringer. Men også på grund af slavetransporterne. Under slavetransporterne blev de mest arbejdsduelige mennesker solgt til de nu velhavende nationer. Vi har udnyttet de fattige landes ressourcer, herunder også de menneskelige. I handelsmæssig sammenhæng er det de velhavende nationer, der har haft magt til at sætte handelspriserne til vores fordel.

Når unge afrikanere driver piratvirksomhed, og kidnapper vestlige landes skibe, så er der tale om afmagt. De unge, der er mest livskraftige, griber til magt. Og de synes sikkert, at det har de ret til. Det har de selvfølgelig ikke, men vores svar er at bidrage økonomisk med oprettelse af fængsler, så de kan blive straffet. Er det det, der skal til? Nej, ikke kun i hvert fald. Det, der er brug for, er, at de får mulighed for at skabe en levevej. Vi skal hjælpe med investeringer, som kan gøre landene så selvforsynende som muligt og skabe ordentlige og fair handelsbetingelser.

Den store ulighed skyldes også, at vi i de rige lande lever fuldstændig over evne. Tænk på den overflod, mange af os lever i. Skal vi have en bil eller har vi brug for to, for at gøre det hele lidt mere behageligt? Skal jeg købe et par sko, eller nogle beklædningsgenstande mere, fordi moden lige er skiftet? Når man besøger et varehus, kan man blive helt dårlig over at se bunkerne af tøj og ting, som er helt overflødige. Tingene er i forhold til vores økonomiske formåen forholdsvis billige, men hvad har de, der har fremstillet tingene, fået i løn?

Den overflod, vi lever i, er slet ikke til vores gode. Tænk bare på de livsstilssygdomme, vi kæmper med. Vi er blevet vant til at tilfredsstille den mindste sult og de mindste behov næsten inden den/det opstår. Vi er blevet vant til at tilfredsstille selv den ubetydeligste lyst i samme øjeblik, som den melder sig. En skygge af sult, så køber vi en pølse, gumler snacks, kikker i køleskabet. Et sekunds tørst og vi fremskaffer en cola, øl eller sodavand. 5 minutters ensomhed og vi kaster os over TV, internet, eller et ugeblad. Kontrasten mellem behov og behovstilfredsstillelse er blevet erstattet af en overmæt halvtilfredsstillelse og rastløshed. Vi må forstå, at glæden ved nydelse er omvendt proportional med dens mængde. Vi skal ikke være selvpinere, men måske vil vi opdage, at trætheden efter en fodtur er en del af glæden ved at sidde ned. At anstrengelserne på vejen gør det godt at nå målet.

Når vi i vor del af verden taler om at afværge katastrofer, tænker vi ikke på, at en stor del af menneskeheden allerede lever i en katastrofesituation, ganske vist i andre verdensdele end vores. En radikal ændring af den globale ulighed kræver en radikal ændring af vore egne forhold. Den katastrofesituation, som størstedelen af menneskeheden lever i, er oprørende for medmenneskeligheden, uanset dens årsager, og hvem der har skylden.

Vi er nødt til at indse, at det kommer hver enkelt af os ved, hvis vi skal ændre livsvilkårene for vore medmennesker. Hvis vi ønsker en ændring, kræver det en ændring af vores dagligdag.
Vi behøver

- En erkendelse af, at vi også i dag bygger vores velstand på udnyttelse af andre verdensdeles velstand.

- En vilje til at se omfanget af menneskehedens problemer med åbne øjne uden bortforklaringer og tro på mirakuløse, gratis løsninger.

- En ny vilje til at se, hvilken enorm indsats af midler og ressourcer, der egentlig kræves for at realisere det, som vi hævder er menneskerettigheder for alle.

- En ende på vore forsøg på at bortforklare dette ved at hævde, at de fattige milliarder mangler vilje til at løse deres egne problemer. En evne til at indse, at befolkningstallets vækst i de fattige lande
ikke kan standses, hvis vi ikke først vil betale prisen for at give dem menneskelige vilkår.

- En forståelse for, at det ikke hjælper at henvise til social og politisk uret i U-landene, fordi dette delvis skyldes de levevilkår, vi ikke vil forbedre, og dels det handelssystem, vi bygger vores velstand på.

- En erkendelse af, at verdens ressourcer er så begrænsede, at en fortsat ubegrænset rovdrift og forurening ikke kan accepteres, og at balancen må genfindes.

- En vilje til at indse, at det at gøre de rige rigere aldrig har været det bedste middel til at fjerne fattigdom.

- En godtagelse af det faktum, at en menneskelig løsning af vore medmenneskers mangelproblem kun kan ske ved en nedgang i vores forbrug.

- En forståelse for, at forbrugsreduktion også vil betyde en sundere udvikling i de rige lande.

- En erkendelse af, at en ny samfundsmodel kan begynde hvor som helst, fordi en bedre samfundsmodel vil påvirke andre samfund.

- En forståelse for, at en ny udvikling ikke kan ske ved at vi ensidigt skyder ansvaret over på politiske eller økonomiske magthavere, men ved at hver enkelt af os udvikler evnen til at give afkald på
materiel overflod, vover at tage et personligt standpunkt og bevidst tage del i den nødvendige samfundsomformning.

- En ny holdning som gør det muligt at se, at vi alle har og bruger meget mere, end vi har ret til, og mere end vi behøver til et godt liv.

- En evne til at indse, at dette overforbrug skaber en materialisme, som spolerer glæden ved sande værdier, og som er en tillært egenskab – ikke en medfødt.

- En forståelse af vores afhængighed af presset fra omgivelserne, og at vi af den grund ikke kan forvente en omgående ændring af vort livsmønster, men at selv bittesmå ændringer i vores indstilling er af betydning, fordi det vil påvirke omgivelserne, som igen vil virke tilbage på os.

- At det, vi må udvikle hos os selv, ikke er en urealistisk offerholdning, men en sans for de virkelige glæder og værdier i livet, og for et naturligere, rigtigere liv.

Disse sætninger er skrevet af Erik Dammann for 30-35 år siden, men kunne også være skrevet i dag. Men det er ikke for sent at begynde en forandring.
Den nuværende økonomiske krise vil måske tvinge os til at reducere vores forbrug. I stedet for at se dette som en katastrofe, skal vi måske se det som en naturlig og lidt hård måde, hvorpå en regulering af vores overforbrug vil finde sted.
eth
 
Indlæg: 1
Tilmeldt: 13. jun 2010 11:06

Tilbage til Politik

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte brugere og 1 gæst

cron