Kriminalitet og straf - selve artiklen

Kriminalitet og straf - selve artiklen

Indlægaf Jørg » 01. jul 2007 13:07

På vores seneste lokalgruppemøde i Århus enedes vi om, at bringe udkastet til artiklen "Kriminalitet og straf" på dette sted, for så at opfordre alle til at bidrage (hvis muligt) med enten ændringer til artiklen, korrektioner, yderligere oplysninger mv.
Der efterlyses altså ikke en decideret debat om emnet på dette sted - denne mulighed er længere nede på oversigtssiden.
Der efterlyses konkrete tillæg til denne artikel, som vi bestræber os at færdiggøre frem til ultimo oktober for så at sende den til aviser m. v.
Nu kommer så selve artiklen sådan som Lars har skrevet den på nuværende tidspunkt:
--------------------------------------------------------------------
I litteraturen er problemet "Forbrydelse og straf" måske mest overbevisende blevet behandlet af den russiske forfatter, Fjodor Dostojevskij, i hans berømte roman af samme navn.

I romanen begår den fattige student, Rodion Raskolnikov, mord på en pantelånerske og hendes datter.

Bogens genistreg er dens skildring af psykologiske udvikling, der finder sted hos hovedpersonen. Han ender med selv at opsøge sin straf, fordi han har brug for den for overhovedet at kunne eksistere videre i det menneskelige fællesskab, han med sin forbrydelse har meldt sig ud af.

Forbrydelse og straf viser sig i Dostojevskijs roman som to begreber, der hører sammen. Forbrydelsen er et anslag mod noget fællesmenneskeligt og trækker automatisk straffen med sig for at udligne dette anslag.

"Straf" i denne forstand bliver mindre et jordisk samfunds "hævn" over forbryderen end en eksistentiel konsekvens af forkerte handlinger.

Denne spirituelle opfattelse af begrebet straf åbner op for nye perspektiver.

Straf kan godt være en hård foranstaltning, men for at den også skal være meningsfuld, både for samfundet og den kriminelle selv, så må den også indebære en soning af forbrydelsen.

Etymologisk betyder ordet "straf" at "rette ud", at "udligne". Straf er altså oprindeligt blevet opfattet som en udligning af en skævhed og ubalance, der er opstået mellem individ og samfund.

Straf må i den forstand være et socialt og pædagogisk middel til at forsone samfund og kriminel med hinanden og derved igen indlemme den sidstnævnte i fællesskabet og således forhindre ny kriminalitet..

Praksis i behandlingen af kriminelle i dag, viser at denne indlysende opfattelse af straf langtfra er slået igennem i en moderne verden. Tværtimod.

Kriminalitet opfattes nok som et angreb på et samfund, der helt abstrakt består af "alle os andre", som skal beskyttes mod de kriminelle, men ikke som det, det er - et socialt problem.

I vore fængsler tvangsisoleres mennesker, der i forvejen er socialt udgrænsede.

Denne isolation af kriminelle sker i kunstigt skabte miljøer, der fungerer som narko-reder og planteskoler for ny kriminalitet. Syndebukstankegangen går på, at hvis vi isolerer samfundets dårlige elementer, så ved vi hvor vi har dem.

Efter endt straf er det nødvendigt med lange dyre resocialiseringsforløb for at lære de straffede at begå sig i samfundet igen (omkostninger ved resocialisering af kriminelle ?) .

Statistikken viser, at kriminaliteten i Danmark samlet set er faldende, men at især de grove tilfælde af vold er i stigning. Kriminalitet koster på årsplan det danske samfund----- milliarder (kan nogen hjælpe med at finde de nøjagtige tal ?)kroner og er ét af de emner, der optager danskerne mest.

Af samme grund har vore folkevalgte politikere i en del år med stor populistisk effekt fremturet med det sædvanlige svar på problemet. Især den siddende justitsminister toner jævnligt frem på fjernsynsskærmen med det letfordøjelige budskab: Det skal kunne mærkes at man har gjort noget forkert.

Med straf tænkes ofte på fængselsstraf.

Selv om tilbagefaldsprocenten til ny kriminalitet indenfor et år efter endt straf i Danmark er på 30 procent og fængselsstraf altså åbenlyst ikke løser problemet, så er vi idag i fuld gang med at udvide antallet af fængselsceller. Fra 2001 til juli 2005 er der sket en stigning fra 3560 til 4120. Fængselsbyggeri er blevet et erhvervsmæssigt vækstområde under den siddende regering! (citat Eskild)

Realiteten er, at mange danskere ikke længere tror på at en strengere strafudmåling er løsningen. Det viste en opinionsmåling offentliggjort i efteråret (kan nogen finde oplysninger om denne ?) Undersøgelsen blev iværksat på initiativ af en arbejdsgruppe bestående af advokater, forskere og topfolk fra kriminalforsorgen.

2/3 af fængslinger i Danmark er kortere fængselsstraffe op til 90 dage. Det drejer sig typisk om kriminalitet som personskade, gadevold, vold i hjemmet og narkotikasalg i mindre omfang. Den gennemsnitlige længde af fængselsstraffen for simpel vold er steget fra 46 dage i 1992 til 81 dage i 2004. For alvorlig vold er der en stigning fra 146 dage til 219 dage. (citat Eskild)

Alene de korte afsoninger koster 300 millioner årligt og er medvirkende til at øge den samlede tilbagefaldsprocent til ny kriminalitet til de nævnte 30 procent.
Altså: Næsten hver 3. straffet er tilbage i ny kriminalitet efter endt straf.

Vort retssystem bygger på tre mere eller mindre formulerede grundprincipper for straf:

1. at lovovertræderen skal have straf

2. at samfundet skal beskyttes

3. at ny kriminalitet skal forebygges

Selv med disse principper som succeskriterium må den nuværende retspraksis siges at have slået fejl. Vi opnår måske "hævn" over forbryderen, som for en tid isoleres fra resten af samfundet, men i det lange løb giver det ikke mindre kriminalitet - tværtimod.

Ledere af den arbejdsgruppe, der tog initiativ til den nævnte opinionsundersøgelse, cand. jur. Ole Engstrup, har været fængselsinspektør i Danmark og desuden gennem 9 år frem til år 2000 chef for den canadiske kriminalforsorg.

Under Ole Engstrups ledelse skete der et jordskred i tilbagefaldsprocenten i Canada, den faldt med 37 procent på 5 år og i dag begår kun 12-16 procent ny kriminalitet efter 1 år, hvilket formodentlig giver Canada den laveste tilbagefaldsprocent i verden

Ovennævnte arbejdsgruppe anbefaler, at vi nuancerer den grundlæggende tendens i den hidtidige retspraksis. Der er brug for nye måder at betragte problemet kriminalitet og straf, hvis der skal blive tale om en decideret kriminalpræventiv indsats i dette land.

Men er det ikke den kriminelles egen skyld, at han er som han er ?
Er man ikke genetisk disponeret for at begå kriminalitet ?

Hvis ikke vi skal til at isolere potentielle kriminelle allerede fra børnehaveklassen, bliver vi nødt til at skabe en levende debat om hvordan kriminalitet opstår - socialt og psykologisk. Skal der være nogen mening i politikernes tale om at "bryde den sociale arv", så kan vi ikke blive stående ved den genetiske disponerethed. Vi må langt om længe sætte punktum for den snak om "blødsødenhed" og "hårde konsekvenser" som var på mode i et samfund, hvor straf blev set som hævn over nogen få uforbederlige individer.

Den nyligt offentliggjorte opinionsundersøgelse har empirisk bevist, at der er grundlag for en bevøgelse fra at tale om "folks retsfølelse" til "folks medfølelse".

Dette indebærer ikke at vi skal unddrage de kriminelle den straf, de har brug for for at blive resocialiseret socialt.

Men generelt er der alt for lidt fokus på den menneskelige tragedie bag kriminalitet. I medierne hører man gerne om den kriminelle handling og ser måske offeret, men den kriminelle forbliver som regel anonym, i hvert fald som menneske. Det er dét, der gør det så let at kræve hårdere straffe.

Ekstremet er naturligvis USA, hvor der mange steder hersker en eklatant foragt for mennesket bag forbrydelsen. Amerikanske domstole kan finde på at idømme en ung mand fængsel på livstid for tyveri af et stykke pizza, fordi han to gange tidligere har været dømt for en anden mindre forbrydelse! (Beth Groth Nielsen: "Straf - hvad ellers ?") (Citat: Eskild)

Enhver kriminel handling har udstrakte sociale konsekvenser for omgivelserne.

Det gælder ofrene og deres familier, det gælder myndigheder, stat, kommune, politi og retsvæsen. Og ikke mindst de kriminelle selv og deres familie. Følgerne af kriminalitet breder sig som ringe i vand til hele det omgivende samfund.

Skyldbyrden ligger hos den, der begår kriminaliteten. Men for at finde en kur bliver vi nødt til at kigge på, hvordan kriminalitet opstår.

Kører vi den sociale film baglæns, så får vi et billede af at kriminelle tilbøjeligheder opstår som resultat af ringe i vand, der bevæger sig den modsatte vej.

Kriminelle tendenser opstår allerede i ungdommen som resultat af en blanding af medfødte anlæg og forsømmelser og svigt i den opdragende indflydelse fra forældre og samfund.

Følelsen af ikke at blive set og rummet som et jeg skaber en blindhed hos den enkelte overfor ham eller hende selv, en blindhed, som så forplanter sig som ligegyldighed overfor omgivelserne.

"Jeg var bare ligeglad" er det udtryk man oftest hører ved interviews med unge kriminelle.

Dybest set er kriminalitet intet andet end fikspunkter for menneskers ligegyldighed overfor hinanden. Lovgivning og retspleje må for at være effektiv tage farve af den grundlæggende indsigt, at kriminalitet ikke ville eksistere, hvis den kriminelle psykologisk kunne føle konsekvenserne for andre af hans handlinger - og konsekvenserne for ham selv.

Det er netop fordi denne "forudsynethed" ikke findes hos den kriminelle at straframmernes præventive effekt - altså det, at man undlader at begå en handling, fordi man ved den straffes med så og så høje "straframmer" - i vid udstrækning er en myte.

Skal vi have en effektiv kriminalpræventiv indsats, så må den tage udgangspunkt i tiltag, der kan overvinde den ligegyldighed, der hæfter ved enhver kriminel handling.

Straf må handle om en bevidst pædagogisk og social "genopdragelse" af de kriminelle på de områder i deres psykologi og karakter, hvor ligegyldigheden overfor dem selv og andre har sneget sig ind. I den proces er det ikke kun gerningsmanden, der kan lære noget.

Visionspartiet mener, at strafudmålingen i vid udstrækning skal byde på et alternativ til fængselsstraf for de kriminelle, der viser ønske om at gå den vej.

Forløb af pædagogisk og psykoterapeutisk art skal gøre det muligt for den kriminelle at finde tilbage til den menneskelige sammenhæng, han/hun med sin kriminalitet har meldt sig ud af. Mange kriminelle er så psykologisk skadede at de ikke er i stand til at forestille sig de konsekvenser deres handlinger har for andre mennesker

Konfronterende møder imellem ofre og gerningsmand burde være obligatoriske i sådanne genopdragelsesforløb.

Ofrene ville også på denne måde få mulighed for at udleve deres sorg overfor gerningsmanden ved at konfrontere ham med spørgsmålet:

-Hvorfor - når du ser, hvilke konsekvenser, det har haft for mig og mine nærmeste ?

Erfaringen viser at sådanne møder virker gavnligt på ofrene, som ved konfrontationen med gerningsmanden ofte får frataget noget af den afmagt, vrede og anklage, de føler.

Sådanne forløb må naturligvis designes helt individuelt, alt efter kriminalitetens karakter. De menneskelige omkostninger ved økonomisk kriminalitet, en selskabs-tømning for eksempel, er anderledes end dem, der følger på et mord..

Indsatsen med forskellige terapeutiske tiltag i behandlingen af kriminelle må prioriteres højere end den traditionelle fængselsstraf.

I Danmark eksisterer der nogle steder tilbud som kognitiv færdighedstræning (evnen til at sætte sig i andres sted) og anger management (færdigheder i at styre sin egen vrede).

Iflg. justitsministeriet reduceres tilbagefaldsprocenten 10 procent for de, som har fået et behandlingstilbud, og med visse behandlingsformer kan den reduceres yderligere, måske med op til 20-30 procent. Problemet er at sådanne tilbud ikke er skræddersyet til de forseelser, der medfører kortere varende straffe..

Der blæser nye vinde i holdningen til den kriminalpræventive praksis i disse tider.

Der er stigende bevidsthed i befolkningen om at forbrydelse ikke alene er et problem for et samfunds stivnede opfattelse af sig selv, men derimod en udfordring til de sociale sammenhængskræfter i dette samfund.

Kriminalitet angår os alle. Hvis indsatsen på området skal være effektiv, så må den fjerne årsagerne til kriminalitet - den mangel på menneskelighed, som forårsagede den kriminelle handling - og samtidig var følgerne af den.

På den måde vil opgøret med den for os "pæne mennesker" ofte så uforståelige kriminalitet ende med at have en positiv effekt retning af en større menneskeliggørelse af samfundet.

I Visionspartiet vil vi arbejde for en sådan menneskeliggørelse af samfundet.
Jørg
 
Indlæg: 21
Tilmeldt: 07. jan 2007 17:01
Geografisk sted: Århus

Indlægaf LarsS » 25. sep 2007 11:09

ET GODT OG ET DÅRLIGT BUDSKAB FOR DEN KRIMINAL-PRÆVENTIVE INDSATS.



Det gode budskab først:

I Australien har man flere steder draget konsekvenser af urbefolkningen – aboriginals – årtusindgamle viden om konfliktløsning. Det kan man blandt andet høre om i DR P1 radios meget interessante serie om konfliktløsninger i oprindelige kulturer.

Det er nærliggende at urbefolkningens metoder smitter af på den ”hvide” kultur, for flere steder i Australien er andelen af aboriginals i fængslerne desværre over 20 procent.

De australske aboriginals levede med en organisk opfattelse af natur og mennesker som en HELHED. LOVEN var bestemt af årtusind gamle mytologiske og religiøse forestillinger. havde et menneske forbrudt sig mod loven og således faldet ud af denne helhed igennem sin forbrydelse, så galdt det om at om at ”rette ham ind”, sådan at han atter blev en del af fællesskabet.

Dette skete ikke, som i vor kultur, ved at isolere vedkommende, men derimod ved så hurtigt som muligt at skabe muligheden for konfrontation imellem de forurettede og gerningsmanden.

I New South Wales er det flere steder almindeligt med såkaldte konferencer, domscirkler og brug af følelsen skam i behandlingen af lovovertrædere. Proceduren er den modsatte af ensidig fængselsstraf, der isolerer både ofre og gerningsmænd fra hinanden og som derfor på mange måder er med til at uddybe konflikten mellem de to.

I konference-systemet får lovovertræder og ofre mulighed for at møde hinanden, det gælder også hvor skyldbyrden ikke er afklaret. Det smukke ved konferencesystemet er at lovovertræderen virkelig får lov til at OPLEVE konsekvenserne for andre mennesker af sine handlinger. Ofrene på deres side får mulighed for at komme af med en masse indestængt vrede. Systemet er dermed det MODSATTE af den KONFLIKTSKYHED som præger straffesystemet i vores kultur og som er med til at ophobe utroligt meget nag og had i vort samfund.

I domscirklerne sidder mennesker i rundkreds overfor hinanden. Dette bevirker at ingen har mulighed for at ”trække sig” følelsesmæssigt, og strukturen skal have en gunstig virkning for retsproceduren (vi kender de samme ritualer fra de nordamerikanske indianeres kultur, hvor fredspiben gik rundt i kredsen).

Så det dårlige budskab, fra vore egne breddegrader:

Så kunne man igen opleve vores justitsminister tone frem på landets fjernsynsskærme og forlange hårdere straffe.

Anledningen var den 14-årige, der her for nylig stak en 42-årig mand ihjel med en skruetrækker/kniv el. lign..

Dansk Folkeparti reagerede som de Pavlovske hunde: Den kriminelle lavalder skal sætte ned!

Og vores justitsminister plæderede altså for ”hårdere tiltag” overfor de unge, ”ikke alt det sociale”, som hun udtrykte det.

Når nu – som det sker i England for eksempel – børn helt ned til 6-årsalderen begynder at begå mord, skal vi så sætte den kriminelle lavalder yderligere ned og gøre børn helt ned til børnehaveklassen ”straf-egnede” efter voksen-normer ?

Konsevensen er selvfølgelig klar. Via undersøgelser af arveanlæggene kan vi snart begynde at sortere de kriminelle elementer fra allerede fra børnehaven. Så er race-hygiejnen – nazisternes drøm – en kendsgerning.

Jeg synes det er ufatteligt, at vi har en justitsminister, som – trods alle internationale undersøgelser og erfaringer, ja selv statistik, der dokumenterer at den rene fængselsstraf ikke afhjælper kriminalitet, bliver ved med at køre frem med den samme tankeløse opfordring om at ”det skal kunne mærkes”.

Javist skal lovovertrædere – unge som gamle – mærke konsekvenserne af deres handlinger, men det skal ske som middel til en re-socialisering, ikke ved at forstærke den isolation, som lovovertrædelsen i forvejen har kastet dem ud i. Vi kunne lære meget af andre kulturers erfaringer med konfliktråd med henblik på at mildne alt det had, der opstår i forbindelse med en lovovertrædelse.

kh
LarsS
LarsS
 
Indlæg: 39
Tilmeldt: 10. nov 2006 20:11

Indlægaf LarsS » 25. sep 2007 11:09

Eskild Tjalve skrev:

Den eneste vej frem overfor kriminalitet er den modsatte af hvad vi gør i vesten, og dermed også Danmark. Det er interessant, at den måde at løse konflikter på, som du nævner, er meget udbredt i de oprindelige kulturer i mindre samfund, - måske har det været sådan alle steder før i tiden?
Jeg har selv skrevet om de Canadiske indianeres måde at behandle kriminelle på, det er helt det samme. De kalder det "Healende ret" eller "Genoprettende ret". Og det eksisterer også i Sydafrika og Rwanda - det var dét, der lå bag tankegangen der førte til "´Sandheds- og Forsonings-kommissionen" efter apartheitstyrets fald, og derved blev en borgerkrig undgået. I Rwanda blev det brugt efter borgerkrigen. Men har skønnet at det ville tage mere end 100 år, hvis der skulle føres retssager om alt det, der skete, - og det ville ikke udrydde forbitrelsen.
LarsS
 
Indlæg: 39
Tilmeldt: 10. nov 2006 20:11

Indlægaf LarsS » 25. sep 2007 11:09

Line Frederik skrev:

Jeg har læst dit indlæg og har en del kommentarer...

Bare lige kort så synes jeg at Dostovjetskis bog om overvågning og straf skal bruges mere i artiklen for at det står klart at der er nogle af hans pointer du/visionspartiet mener er anvendelige.

Der er ellers en del påstande, eksempelvis omkring en psykoterapeutisk måde at behandle på som er gode, men hvor har du det fra?? Det er vigtigt tror jeg med forskellige holdninger, ligesom dem du relaterer til ifh. til Dostovjetski, at underbygge det med andre teoretikere også, nu hvor du er startet.
LarsS
 
Indlæg: 39
Tilmeldt: 10. nov 2006 20:11


Tilbage til Politik

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte brugere og 1 gæst

cron