Jeg er så glad for at Visions-Partiet er opstået, der er virkelig brug for en modpol til den nuværende politik i DK.
En personlig gyser.
Det er min oplevelse at havner man i det kommunale system, så får man ikke hjælp, men bliver misbrugt som genstand til at opretholde et sygt system. Det virker som om sagsbehandlere generelt ikke er interesseret i at mennesker kommer videre med livet, men blot ønsker at fastholde en i systemet, så man bliver objekt for job til socialarbejdere.
Min datter har siden sit 17 år lidt af en spiseforstyrrelse, hun er 22 år i dag. i alle de år har vi kæmpet med systemet for at få en hjælp som min datter har tillid til. Vi er ingen vegne kommet. Det har været opslidende og vi befinder os alle (mig og mine 2 døtre) i en kronisk stress tilstand. Hanne Reintoft skrev engang at man får post traumatisk stress af den kommunale behandling, og ja, det kan vi genkende.
Fordi jeg er førtidspensionist har jeg ikke midler til at hjælpe min datter selv. Det skal siges at vi har takket nej til psykiatrien fordi vi mener at de behandler sygdommen helt forkert, vi tror ikke på den kemiske pille industri. Vi tror på alternativ behandling bl.a. biologisk medicin. Det er et vigtigt udgangspunkt at have tillid til den behandling man skal ligge krop til og det er vigtigt at min datter kan deltage i noget der giver mening for hende, for at komme sig. Det kan hun så heller ikke nu, fordi hun er låst på samfundets laveste ydelse, ungeydelse. En forudsætning for at blive rask er at levegrundlaget er i orden, psykisk sårbare kan være henvist til den lave ydelse i årevis.
At min datter har haft den lave indkomst betyder at hun og jeg(min yngste datter er flyttet hjemmefra) er ved at blive hjemløse, vi kan ikke få økonomien til at række, Derud over fik jeg konstateret brystkræft i marts i år. Det er en rimelig kaotisk situation vi står i. Kommunen er ligeglade, De er ikke interesseret i at lave en holdbar helhedsløsning for os.
Vi har prøvet alt at søge om alternativ behandling, en midlertidig førtidspension til min datter, så hun kunne få den ro og tryghed hun har brug for, til at rehabilitere sig og så hun på den måde selv kunne få midler til at opsøge en form for behandling hun tror på, men hun har fået afslag på alt. Siden søgte vi om højskole, fordi min datter selv er sikker på at hvis hun får noget glædelig/mening ind i hendes dagligdag, vil det kunne gå ind og overtage den destruktive adfærd, Hun ved at hun må være helt i balance inden hun kan klare at starte på en egentlig uddannelse, hun ønsker ikke at blive omklamret at kommunale støttepersoner, hun er grundlæggende meget selvstændig, og hun føler at de bare vil trække hende ned. Kommunen giver afslag på højskole men tilbyder hende en beskyttet bolig med tilknyttede støttepersoner. Det har min datter takket nej til. Det er virkelig grotesk de viste udmærket at det var det sidste hun ønskede. Min datter ville egentlig gerne have været på højskole allerede sidste år og vi har kæmpet med dem om det, det seneste år. Det ser heller ikke ud til at de har tænkt sig at sige god for det nu.
Min datter har ikke ligget på den lade side med at forsøge at komme ud af kløerne på "systemet" hun har i desperation forsøgt at finde et arbejde, så hun selv kunne finansiere uddannelse og behandling, men må sande at også det er umuligt, jobbene er der ikke. Som mor har jeg stået på sidelinjen og set min datters fortvivlelse over den mangel på forståelse og menneskelighed fra systemet. Det har presset hende yderligere, hver gang vi har været til et møde eller talt i tlf. med socialarbejdere, fordi de generelt ingenting forstår. At være i systemets vold er absolut ikke medvirkende til at man får det bedre, det er helt grotesk. Det de kalder ”tilbud og hjælp” er styring, restriktioner og kontrol, man får virkelig mindelser til et totalitært system.
Vi har begge brug for at kunne leve i tryghed også økonomisk, det er et menneskeligt grundvilkår og min datter har brug for at komme videre med livet. For at jeg selv kan regenerere for min kræft har jeg brug for at opleve at hun kan få ro på og får en chance i "livets spil"(konkurrencesamfundet) Et højskoleophold vil give hende en ny chance og forhåbentlig kunne løfte hende, så hun igen kan få tillid til livet.
I forhold til min kræft så kan jeg heller ingen behandling få, fordi jeg ikke tror på og har tillid til den konventionelle kræftindustri, Jeg ønsker også for mig selv en alternativ behandling. Men vores samfund har bestemt at kun den konventionelle behandling skal være gratis. Altså har du penge kan du få men har du ingen må du gå. Jeg mener det er meget middelalderligt at vi i et oplyst samfund ikke giver flere forskningsmidler til de alternative kropsvenlige, bivirkningsfrie behandlinger mod kræft og andre kroniske sygdomme. Det er grotesk at der er brugerbetaling på tandbehandling når man i dag ved at sygdomme i tænder, kan være årsag til kroniske sygdomme. Mange i Danmark er så fattiggjorte at de ikke har råd til tandbehandling.