Side 1 af 1

VU: Fede og rygere bagerst i køen

Indlæg: 24. jul 2009 17:07
af Garlin
VU støtter op om en række regionråds-medlemmers udtalelse om, at rygere og overvægtige skal sendes bagerst i hospitalskøen. KU er uenige

Overvægtige og rygere skal sendes bagerst i hospitalskøen, fordi de selv er skyld i deres sygdomme. Det mener hver fjerde politiker i Regionsrådet, der nu støttes af Venstres Ungdom.

»Der skal være mere konsekvens for folk, der lever livet forkert,« siger landsformand i Venstres Ungdom Thomas Banke, der generelt mener, at den enkelte skal drages mere til ansvar for sit eget helbred.

»Det hjælper ikke, at det offentlige bliver ved med at være barnepige,« siger han og pointerer, at regionsrådspolitikerne har et »åbenlyst fornuftigt synspunkt«. Et reelt lovforslag skulle ifølge ham dog ledsages af bedre muligheder for private sundhedsforsikringer.

Debatten om livsstilssygdomme og den enkeltes eget ansvar er bl.a. opstået pga. nye statistikker på fedme-operationer i Danmark. Mellem 2003 og 2007 er antallet af operationer, hvor mavesækken indsnævres steget med 2.000 procent. I 2003 fik 55 personer foretaget en sådan operation, mens tallet i 2007 var steget til 1.211.

En fedmeoperation koster mellem 50.000 og 80.000 kroner og kan koste 300.000 mere, hvis man senere vælger at få fjernet den overskydende hud efter operationen.

Men regeringens to ungdomsorganisationer er ikke enige. Hos Konservativ Ungdom mener landsformand Rune Kristensen, at udgifterne til behandlingen bliver udlignet via patienternes forbrugsvaner.

»Skatter og afgifter kompenserer for det her,« siger han og henviser til, at staten får små 30 kroner for en pakke cigaretter, og at der er ekstra afgifter på forskellige usunde fødevarer.

»Flere undersøgelser viser, at rygning faktisk er en god forretning for staten. Det ville være at dobbeltstraffe, hvis man ud over det økonomiske og straffede dem i hospitalskøen,« siger han.

VU's landsformand står dog fast:

»Man er nødt til at sætte foden ned på et tidspunkt.«

(Kilde: INFORMATION 24. juli 2009)