Company karma

Company karma

Indlægaf Garlin » 04. nov 2009 10:11

Af Anne-Mette Michaelsen
Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejdsmiljø

Company karma er et nyt begreb i dansk managementlitteratur. Ifølge forfatterne til bogen af samme navn, handler company karma om, at man som virksomhed skal skabe god energi for at opnå gode resultater. Det er Christian Stadil, direktør i sportsvirksomheden Hummel, og Steen Hildebrandt, professor og fast skribent i Børsen, der sammen har skrevet bogen under en rejse til Japan. Her har de under lange samtaler gjort sig tanker om, hvilken betydning virksomhedens karma har i den globale verden, hvor Internet og elektroniske muligheder får information til at cirkulere frit på tværs af landegrænser og skaber gennemsigtighed og forbundethed mellem mennesker og miljø.

Loven om karma
”Den mest enkle og grundlæggende indgang til karmabegrebet er, at karma er loven om årsag og virkning. Loven om, at når du gør noget, har det en virkning. Og den virkning kommer tilbage til dig selv.” Sådan beskriver professor Steen Hildebrand loven om karma.

”Derfor skal vi som virksomheder og mennesker tænke på, at alle de handlinger, vi foretager os, får konsekvenser. For andre mennesker og for naturen – og for dig selv. Af den grund bliver det stadig vigtigere at forholde sig til karmabegrebet. Som individ, som leder og som virksomhed.”

Ifølge Christian Stadil skal karma også forstås sådan, at alt, hvad vi gør, siger og tænker, gør en forskel og lægger spor ind i fremtiden:

”Hvis vi ændrer den måde, vi tænker og forholder os til verden på lige nu, så vil vores fremtid også ændre sig. Positive ord og positive handlinger kommer positivt tilbage. Derfor er en investering i virksomhedens karma en god forretning.”

En virksomheds karma er ifølge Christian Stadil blevet betydningsfuld for dens succes:

”Vi befinder os i en ny verdensorden på vej mod et nyt paradigme. Verden bliver mere fragmenteret, forvirret og vi er alle på informationsoverload. På grund af transparens, som de nye elektroniske hjælpemidler giver os, oplever vi nogle helt nye spilleregler: Vi skal opføre os ordentligt, for ellers giver det bagslag. Vi kan blive hængt ud på nettet og boykottet af forbrugere og kunder på blogs og i debatfora.”

Du mærker altid karmaen
”Du mærker en virksomheds karma umiddelbart, når du kommer ind i virksomheden”, fastslår Steen Hildebrandt. Måske bruger du ikke ordet karma, men du kan føle og fornemme, om der er en ansvarlig og positiv stemning, så snart du træder ind i lokalet: Trives menneskene i virksomheden? Hvordan bevæger de sig? Virker de kuede, ranke, fulde af selvtillid? Behandler de kunderne ordentligt eller er de ligeglade? Føler de et medansvar?”

En virksomheds karma kan ifølge professoren mere nøgternt beskrives ud fra dens sprog, følelser, kultur, indretning, æstetik, samarbejdsform og ledelsesstil.

”Man kan sige, at karmaen er summen af de mennesker, der på godt og ondt er og har været i virksomheden. Det er både nuværende og tidligere medarbejdere, der har været med til at forme en virksomheds karma og sætte spor, der rækker ind i fremtiden.”

Arbejdsmiljø med karma
En virksomheds arbejdsmiljø er ifølge Steen Hildebrandt en vigtig del af virksomhedens karma:

”Nogle steder oplever medarbejderne stress, en hård tone, arbejdsulykker og dårlig ledelse – og det giver en dårlig company karma. Andre steder er det stik modsat, idet arbejdspladsen er et trygt sted med en god arbejdstone, trivsel, energi og en varm stemning”. Karmabegrebet kan ifølge professoren bruges til at øge bevidstheden om, at arbejdsmiljøet i virksomheden i dag har betydning for virksomhedens resultater og fremdrift mange år frem i tiden.

”Nogle virksomheder tænker slet ikke over, at et dårligt arbejdsmiljø kan have vidtrækkende konsekvenser for virksomhedens bundlinje også på lang sigt. Undersøgelser viser, at et godt arbejdsmiljø er en nødvendighed, og at de virksomheder, der påtager sig et miljømæssigt og socialt ansvar, også er de virksomheder, der tjener gode penge.”

Som eksempel nævner Steen Hildebrandt, at mange virksomheder i dag oplever en akut mangel på arbejdskraft, og at det er virksomheder med god karma, der er bedst til at tiltrække og fastholde den attraktive arbejdskraft:

”Både nuværende og potentielle medarbejdere vil forholde sig til, om virksomheden er et rart sted at være, når de beslutter sig for, om de vil tilbringe 37 timer om ugen eller mere på arbejdspladsen. Virksomhedens image er også blevet en form for løn, og det er endnu et område, hvor vi kan spore forandringer:

”Du får andet end pengeløn ud af at være i en virksomhed. Du får udfordringer, uddannelse, du er i udvikling, din markedsværdi øges.”

Christian Stadil er enig:

”Hvis vi skal tiltrække og fastholde medarbejdere, så skal de have mere end en god løn, nemlig: Værdi, mening, retning, identitet og formål.”

Mennesker er den vigtigste råvare
”Vi bevæger os fra industrisamfundet til videnssamfundet: Værdiskabelsen i den enkelte virksomhed er afhængig af mennesker mere end af produktionsudstyr. Derfor bliver mennesker 100 procent afgørende for virksomhedens succes. Når vi slår til lyd for at bruge ordet karma, så er det, fordi socialt ansvar, tanker og følelser er afgørende for virksomhedens succes. Med begrebet har vi et redskab til at påpege et tema, som vi må tage alvorligt”, siger Steen Hildebrandt.

”Vi ser en øget maskinering. Alle kan producere det samme rent teknisk, og derfor bliver virksomhederne stadig mere forbundne med medarbejderne. Den vigtigste råvare i dag er mennesker”, siger Christian Stadil og tilføjer, at virksomhederne allerede nu har brug for at geare sig til en ny generation af medarbejdere, nemlig generation Y, som er den generation, der er født mellem 1979 og 1997.

”Det er dem, der er gamle nok til at have oplevet terrorangrebet mod New York den 9.11. For dem er bevidstheden om døden meget mere en del af livet, end den har været for tidligere generationer. Derfor vil generation Y have meget ud af livet. Og her er det ikke materielle goder, der står øverst på ønskesedlen. Faktisk kan vi tale om, at Maslows behovspyramide er blevet vendt på hovedet: Det vigtigste for de unge er at realisere sig selv, udvikle sig personligt og arbejde i jobs, der har et formål og som giver mening for dem.”

Christian Stadil gør opmærksom på, at generation Y kan tillade sig at vælge og vrage mellem jobs, fordi der er skrigende mangel på arbejdskraft. Derfor er det op til arbejdsgiverne at gøre hoserne grønne og give plads til den nye type medarbejdere:

”Vi taler her om en forkælet generation, hvor såkaldte ”helikopter-forældre” har våget over de unge og fulgt hvert enkelt udviklingstrin hos dem med interesse, applaus og feedback. De er blevet lyttet til og hørt på. Derfor tager generation Y sig selv alvorlig. De vil høres, de vil have medansvar og ejerskab.”

Generation Y’s krav til arbejdsgiveren betyder ifølge Stadil, at ledelsen ikke kan blive siddende på øverste etage:

”Den gamle leder var en rejseleder, men den nye leder er en rejseledsager. Fremtidens leder tager i stigende grad medarbejderne med på råd, giver dem feedback, ros og medansvar og et arbejdsmiljø, der skaber gunstige rammer for kreativitet og personlig udvikling. Der er ikke mere plads til at undertrykke andre, manipulere og så videre.”

Open source i arbejdsmiljøet
Ifølge Steen Hildebrandt bidrager karmabegrebet til at forene og bygge bro mellem en klassisk arbejdsgiver- og arbejdstageropfattelse. Selv om der kan være interessekonflikter mellem ledelse og medarbejdere, afhænger meget af det fælles gods. Ledelse og medarbejdere har ifølge professoren en fælles interesse i at forma et arbejdsmiljø, som skaber gode rammer for alle parter:

”Hvis medarbejderne ikke trives og derfor forlader virksomheden, så er det en trussel mod virksomhedens eksistens, for virksomheden er de mennesker, der arbejder i den. Og er virksomheden ikke i stand til at tiltrække og fastholde medarbejdere via god karma, så bliver virksomheden i realiteten ophævet.”

Derfor er det ifølge Christian Stadil også nødvendigt at redefinere arbejdsmiljøbegrebet. Der er ikke længere vandtætte skotter mellem ledelse og medarbejdere, og der er ingen fest, hvis der ikke er nogen festdeltagere. Samtidig skrider grænserne, og derfor er vi ifølge Stadil på vej ud i en open source-tankegang, som byder på helt nye udfordringer.

”I dag oplever vi ikke længere de traditionelle grænser mellem ledelse og medarbejdere. For nylig besøgte jeg et kontor i Århus, hvor flere virksomheder var samlet på samme adresse. Disse virksomheder samarbejdede på kryds og tværs, og derfor var der mange visitkort i omløb: Den kvindelige direktør var direktør for sin egen virksomhed den ene dag – og projektmedarbejder i naboens virksomhed den næste. Hendes virksomhed lå på samme adresse som konkurrenternes, men i nogle projekter samarbejdede de, selv om de var konkurrenter, fordi de havde en fælles sag. Dette er et eksempel på den øgede forbundethed”, siger Christian Stadil og tilføjer:

”I fremtiden kommer vi ikke til at opleve den skarpe opdeling mellem ledelse og medarbejdere – og mange medarbejdere vil blive medejere af virksomhederne. Arbejdsmiljøet bliver i højere grad et spørgsmål om open source, hvor vi samarbejder på kryds og tværs af virksomheder, afdelinger, landegrænser i et globalt netværk, hvor det er nødvendigt for den enkelte at tage sig selv med på arbejde. Vi arbejder sammen døgnet rundt over hele verden ved hjælp af de elektroniske virkemidler.”

Danske virksomheder i front
”Jeg oplever, at flere og flere virksomheder bliver ledet efter karmaprincipper, og at de klarer sig godt, samtidig med at medarbejderne trives. Set ud fra et forretningsmæssigt synspunkt kan man sige, at company karma giver virksomheden arbejdsro til at forfølge sine forretningsmæssige mål. Den behøver ikke at bruge energi på at bekymre sig om problematiske sager, der kan dukke op i forhold til miljø, kunder og medarbejdere”, siger Christian Stadil.

”Samtidig giver det god PR at gøre det godt, mens virksomheder bliver hængt ud på nettet og i medierne, hvis de ikke opfører sig, som de skal – for eksempel i forhold til miljøet.”, siger Christian Stadil og tilføjer:

”Vi har en god position i Danmark til at praktisere Company karma. Vi har mange privatejede og familieejede virksomheder, og derfor ikke de voldsomme magtstrukturer, som vi oplever eksempelvis i USA. Samtidig har vi dybe rødder i andelsbevægelsen og foreningslivet, og vi er vant til at have medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen – og vi har en flad organisationsstruktur.

Mange danske virksomheder – eksempelvis Grundfos, Danfoss og Velux har allerede tradition for at tænke i social- og miljømæssig ansvarlighed. Derfor er vi i Danmark godt gearet til at tjene gode penge på god karma.”

Om bogen Company karma

Company karma er baseret på samtaler mellem professor Steen Hildebrandt og direktør for sportsfirmaet Hummel, Christian Stadil, under en rejse til Japan.

Bogen beskriver, hvorfor det er vigtigt, at erhvervslivet for alvor tager karmabegrebet til sig og begynder at tænke mere helhedsorienteret og langsigtet. Alle virksomheder har, ifølge forfatterne, en betydelig indflydelse på verdens udvikling - i forhold til bl.a. klima og sundhed. En væsentlig pointe er, at en karma-inspireret tankegang er en god investering i virksomhedens økonomiske fremtid.

En række erhvervspersonligheder fortæller i korte interviews, hvad de forstår ved karma - bl.a. Mads Øvlisen, Lars Kolind, Mette Morsing, Jørgen Mads Clausen, Pernille Aalund og Mads Kjær. Bogen er skrevet i samarbejde med journalist Trine Beckett og udgivet på Børsens Forlag, november 2007. Pris kr. 275,- inkl. moms
"Still a man hears what he wants to hear
and disregards the rest."

Kim Garlin
Garlin
 
Indlæg: 32
Tilmeldt: 05. maj 2009 09:05
Geografisk sted: Nakskov

Kommentar

Indlægaf Garlin » 04. nov 2009 11:11

Danmark er i realiteten i dag organiseret og ledet som en stor virksomhed:

*) Ministrene er direktører i de forskellige administrative afdelinger,

*) folketinget er selskabets bestyrelse,

*) de forskellige offentlige og private virksomheder er h.h.v. servicerende underafdelinger og selvstændige entreprænører,

*) lønmodtagerne som helhed er virksomhedens ansatte.

Hvordan udtænker vi en politik der skaber god virksomheds-karma i virksomheden Danmark, tager hånd om det hele og skaber tålelige forhold for alle? Er det ikke i realiteten det, vi burde være her for?
"Still a man hears what he wants to hear
and disregards the rest."

Kim Garlin
Garlin
 
Indlæg: 32
Tilmeldt: 05. maj 2009 09:05
Geografisk sted: Nakskov


Tilbage til Hørt, læst eller set

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte brugere og 1 gæst

cron